In English     En Francais     In Italiano      In Deutsch

Forsiden       Links        Kontakt

Køb og salg af fast ejendom i Østrig


af Advokat Sandra Moll Dirscherl:
Man behøver ikke være skientusiast for at nyde Østrig. Landets storslåede natur, dets spændende og omskiftelige historie samt et væld af kulturelle tilbud garanterer gode oplevelser året rundt. Der er efterhånden en del danskere, der er faldet for charmen i dette land, som er så forskelligt fra vores egne flade verden. De overvejer derfor at anskaffe sig en feriebolig i populære områder som Tirol, Kärnten eller Steiermark. Udbudet er forholdsvis stort og meget varieret, men til gengæld er der også stor international efterspørgsel efter attraktive ferieboliger med den rigtige beliggenhed.

Selvom Østrig i modsætning til Danmark har forholdsvis lempelige regler for EU-borgeres køb af fast ejendom i landet, så er der mange specielle regionale forhold, der gør sig gældende, som køberen skal v ære opmærksom på. I det følgende tages der kun højde for en række generelle forhold vedrørende køb og beskatning af fast ejendom i Østrig. Eftersom der, afhængig af den valgte forbundsstat, altid vil gøre sig specielle forhold gældende i forbindelse med det enkelte køb, råder vi køberen til at sikre sig den nødvendige juridiske bistand allerede tidligt i projektet, men i hvert fald inden der skrives under på kontrakten til drømmeboligen.

Hvor kan man købe feriebolig?

Der kan generelt købes ferieboliger i alle 9 østrigske forbundsstater, men siden Østrig har beskyttet visse regionale områder ved hjælp af landets planlov for at bevare muligheden for at udøve et effektivt land- og skovbrug, er der forskellige restriktioner. Det kan derfor f.eks. være nødvendigt at indhente en speciel tilladelse fra Grundverkehrsbehörde i den pågældende forbundsstat, inden handlen kan finde sted.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvilke tilladelser der i givet fald skal indhentes. En forglemmelse på denne front koster en klækkelig bøde i flere 100.000 kroners klassen samt en eventuel tvangsauktion af ejendommen.

Hvilke omkostninger skal du regne med ved købet?

Køberen indbetaler efter aftale selve købesummen helt eller delvist på en klientkonto hos notaren, mens de nødvendige tilladelser fra diverse myndigheder indhentes.

Afgiften på køb af fast ejendom (Grunderwerbssteuer) i Østrig udgør iflg. Grunderwerbssteuergesetz 3,5 % af købesummen. Køber man af et familiemedlem reduceres denne sats til 2 % af købesummen.

Afgiften forfalder efter alle nødvendige tilladelser er indhentet, og inden tinglysningen i den nye ejers navn. Først når den pågældende skattemyndighed (Finanzamt) har modtaget beløbet, tilsender den køberen den såkaldte Selbstberechnungserklärung, et dokument, som er en forudsætning for at køberen kan blive registreret som ny ejer på ejendommen.

Østrigsk ejendomsskat, som beregnes af boligens skatteværdi, udgør p.t. 1 %. Udstedes der pantebrev med sikkerhed i ejendommen, beregnes 1,2 % gebyr af det beløb, som skal tinglyses.

Ved tinglysningen forfalder der et éngangsgebyr på 43 Euro.

I Østrig skal kontrakter vedrørende køb af fast ejendom tinglyses ved hjælp af en notar, som samtidigt skal sørge for at alle formalia i forbindelse med overdragelsen af ejendommen overholdes. Notarhonoraret udgør almindeligvis mellem 1-2 % af købesummen.

Har man fundet drømmeboligen, er det tilrådeligt at henvende sig til en advokat, der kan bistå ved købet. Det viser sig gerne, at det er meget sv ært at overskue de juridiske, sproglige og praktiske problemer i forbindelse med en ejendomshandel på et udenlandsk marked, når der skal fremskaffes tilstandsrapporter, udskrift af tingbøger, kopier af prioriteter, servitutter mm.

I mange tilfælde er det hensigtsmæssigt at kontakte en dansk advokat, der i samarbejde med en østrigsk kollega kan løse opgaven.

Er der en ejendomsmægler involveret i handlen, skal man påregne ca. 3 % af købesummen i mæglerhonorar. Dette honorar er momsbelagt. Østrigsk moms udgør p.t. 20 %.

Advokat Sandra Moll Dirscherl rådgiver om køb af fast ejendom i Østrig. Hun besvarer spørgsmål herom, og du er velkommen til at kontakte hende.


Advokat og avvocato Sandra Moll Dirscherl     CVR: 26977383     E-mail: sam@advokathusetbredgade.dk