data-srcset

Børn og samvær

Når et par står overfor skilsmisse eller opløsning af papirløst samliv, er der mange ting, man skal beslutte og være opmærksom på.

Hvis der er børn, må man i denne svære tid fokusere på børnenes trivsel og sætte deres tarv i centrum.

Man skal huske på, at det er forældrene, der vælger skilsmisse og ikke børnene, og at medens ægteskabet eller samlivet kan opløses, varer forældreskabet hele livet.

Her er en kort oversigt over de mest almindelige spørgsmål, som forældrene stiller ved skilsmisse/opløsning af samlivet.

Hvem skal have forældremyndighed over børnene?

 

Hvis parterne har været gift, eller hvis den ugifte fader har anerkendt barnet, er der fælles forældremyndighed over barnet. Som udgangspunkt fortsætter den fælles forældremyndighed efter skilsmisse. 

Det er kun muligt at opløse den fælles forældremyndighed ved dom, hvis parterne antages ikke at kunne samarbejde til børnenes bedste.

Fælles forældremyndighed betyder, at forældrene i fællesskab skal træffe de vigtigste fælles beslutninger om barnet (f.eks. udstedelse af pas, barnets navn og religion, flytning til udlandet, større lægelige indgreb).

HUSK! Den ene forælder må ikke flytte til udlandet med barnet uden den anden forælders samtykke. Gør han/hun det, er der tale om børnebortførelse, og den anden forælder har ret til at kræve barnet tilbage jf. reglerne om børnebortførelse fastsat i Haagerkonventionen.

Den forælder der har bortført barnet risikerer at miste forældremyndigheden.

Hvor skal børnene bo?

Forældrene skal aftale, hvor barnet skal bo efter skilsmisse/samlivsophør. Er der ikke enighed om bopæl, skal forældrene henvende sig til Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen). Familieretshuset indkalder forældrene til et møde, hvor man vil forsøge at opnå enighed. Er det ikke muligt at opnå en aftale om barnets bopæl, sender Familieretshuset sagen til Familieretten.

Det er tilrådeligt at lade sig bistå af en advokat under mødet i Familieretshuset.

Hvor tit skal samvær finde sted?

Den forælder, hos hvem barnet har folkeregisteradresse, betragtes som værende barnets “bopælsforælder”. Den anden forælder bliver “samværsforælder”. Samværsforælderen kan henvende sig til Familieretshuset, hvis forældrene ikke bliver enige om en samværsaftale. Uanset enigheden, anbefales det at forældrene udarbejder en skriftlig samværsaftale. Aftalen skal være så detaljeret og klar som muligt, således at man undgår uenigheder.

Hvis den ene part er udlænding, er en skriftlig og meget detaljeret aftale en nødvendighed.

Det anbefales at henvende sig til en advokat, som har erfaring med internationale forhold, således at den aftale, som parterne indgår, er gyldig både i Danmark og i udlandet.

Hvor meget skal man betale til barnets underhold?

 

Som forælder har du pligt til at forsørge dit barn. Denne pligt fortsætter også efter skilsmisse eller samlivets ophævelse.

Børnebidrag er et bidrag, som den forælder der ikke har barnet boende hos sig, dvs. samværsforælderen, betaler til bopælsforælderen.

Familieretshuset har faste takser fastsat afhængig af indkomst, som bestemmer hvor meget samværsforælderen skal betale til barnets forsørgelse.

Det er også muligt at indgå en aftale om bidrag, hvor forældrene bliver enige om, hvor stort et bidrag samværsforælderen skal betale.

HUSK: en aftale om bidrag er bindende. Derfor frarådes det at indgå en aftale om bidrag uden assistance fra en advokat.