Den nye ægtefællelov

Den 1.1.2018 er en ny lov, der regulerer ægtefællernes formueforhold trådt i kraft i Danmark.
Den nye lov medfører ændringer, som er af stor betydning især for de blandede ægteskaber, i denne forbindelse de dansk-italienske par.

Når et dansk-italiensk par (eller et hvilket som helst par, hvor parterne ikke har samme statsborgerskab eller har bopæl i to forskellige lande) beslutter sig for indgå ægteskab, er det meget vigtigt at fastslå, hvilken lov der regulerer formueforholdet mellem ægtefællerne, da forskelle i landenes lovbestemmelser i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald kan vise sig at få alvorlige konsekvenser, og dette oveni købet på et tidspunkt, hvor en eller begge ægtefæller befinder sig i en vanskelig og smertefuld situation.

Gældende lov før den 1.1.2018

Før 1.1.2018 var det gældende lov, at formueforholdet mellem ægtefællerne var reguleret af loven i det land, hvor manden havde (reel) bopæl ved ægteskabets indgåelse, og dette gjaldt også for de ægtepar, som var flyttet til Danmark efter ægteskabets indgåelse, og som havde boet i Danmark resten af deres liv.

Dette betød, at formueforholdet for et dansk-italiensk ægtepar, hvor manden havde (reel) bopæl i Italien ved ægteskabets indgåelse, var reguleret af italiensk lovgivning.

I det tilfælde, hvor manden ved ægteskabets indgåelse havde bopæl i Danmark og kvinden i Italien, var formueforholdet derimod reguleret af dansk ret.

Afgørende faktor var således bopæl og ikke statsborgerskab.

Den nuværende lov

Efter 1.1.2018 er reglerne ændret med tilbagevirkende kraft.

Ifølge den nuværende ÆFL § 64 er den lov der finder anvendelse ved formueforholdet mellem ægtefællerne den, som er gældende i det land, hvor begge parter havde bopæl ved ægteskabets indgåelse.

I det tilfælde, hvor parterne ved ægteskabets indgåelse havde bopæl i forskellige lande, finder loven i det land, hvor ægtefællerne har haft deres første fælles bopæl, anvendelse.

Hvis ægtefællerne ikke har fælles bopæl, men fortsat er bosat i forskellige lande også efter ægteskabets indgåelse, da anvendes loven i det land, hvor begge ægtefæller har statsborgerskab.

Skulle ægtefællerne have forskellige statsborgerskaber, da anvendes loven i det land, hvortil parterne har den nærmeste tilknytning.

Dansk lov finder dog altid anvendelse, hvis ægteparret har boet i Danmark de seneste 5 år.
Det er nu muligt for ægtefællerne at vælge at lade loven i det land, hvor en af dem ved ægteskabets indgåelse bor eller er statsborger, regulere deres formueforhold, hvilket ikke var muligt under den tidligere lovgivning.

Valget skal foretages ved udfærdigelse af ÆGTEPAGT. Ægtepagten skal være gyldig ifølge lov i det land, som regulerer formueforholdet mellem ægtefællerne. For ægtepagter udfærdiget i Danmark er gyldighed betinget af, at ægtepagten er underskrevet af begge parter og endvidere registreres i personbogen.

Afgørende forskelle i italienske og danske formueforhold mellem ægtefæller

Forskelle i det italienske og det danske formueforhold er afgørende, og manglende kendskab hertil kan medføre meget alvorlige konsekvenser for den ene part, ofte den italienske.

Ifølge den italienske lovgivning er alt hvad ægtefællerne erhverver under ægteskabet fælleseje og skal således deles mellem parterne i tilfælde af separation og skilsmisse, mens alt hvad ægtefællerne ejede INDEN ægteskabet, samt alt hvad ægtefællerne erhverver under ægteskabet som arv og gave, er deres særeje og skal således ikke deles i tilfælde af separation eller skilsmisse, med mindre testator eller gavegiveren har besluttet noget andet i testamentet eller gavedokumentet.

Ifølge dansk ret derimod, er alt hvad ægtefællerne ejer, både det før og under ægteskabet erhvervede samt det som følge af gave eller arv erhvervede, fælleseje og skal deles i forbindelse med separation eller skilsmisse.

Dog er følgende undtaget:

  • Det, der er erhvervet ved gave eller testamente, hvis gavegiver eller testator har besluttet at alt hvad arvinger arver efter ham eller modtager som gave er særeje
  • Pensioner med regelmæssige betalinger
  • Rettigheder af personlig karakter, som på grund af deres natur ikke kan deles
  • Skadeerstatninger
  • Underhold modtaget af den anden ægtefælle

Hvis ægtefællerne ønsker at ændre ovennævnte ordning, skal de udfærdige ægtepagt.

Følgende eksempel kan illustrere problemstillingen:

Antonio, som er italiensk statsborger med bopæl i Italien, gifter sig med Gitte, som er dansk, og efter ægteskabets indgåelse flytter de til Danmark.
En advokat forklarer dem, at deres formuefællesskab er reguleret af italiensk ret, da Antonio havde bopæl i Italien ved ægteskabets indgåelse.
Dette svar er afgørende for Antonio, idet hans familie ejer en del fast ejendom i Italien, som skal ”forblive i familien”, dvs. at ejendommene skal gå i arv til Antonio og senere til hans børn.
Derfor beslutter Gitte og Antonio sig for IKKE at skrive ægtepagt.

Antonios forældre går bort, og Antonio er nu ejer af fast ejendom i Italien af betydelig værdi. Ægteskabet med Gitte er ikke længere lykkeligt, og parret beslutter sig for at blive skilt.

Skilsmisseansøgning bliver sendt efter den 1.1.2018.
En kedelig overraskelse venter dog Antonio. Det svar, som han i sin tid fik fra sin advokat, er ikke længere gældende: ægteparrets formueforhold er nu reguleret af dansk ret, og derfor anses nu alt, hvad parterne ejer, både det der er erhvervet under ægteskabet, det som parterne ejede før ægteskabets indgåelse samt alt, hvad der er modtaget i arv og gave, som fælleseje, og således skal alt, hvad Antonio ejer i Italien deles med Gitte ved skilsmisse.

Desværre henvender de færreste dansk-italienske par sig til en advokat før ægteskabets indgåelse, men først i tilfælde af skilsmisse når det er for sent at undgå lignende meget ubehagelige situationer, som for mange italienske familier er et virkeligt mareridt.